Som en U-vending på motorvejen

Jeg fik lavet min hjemmeside med det samme jeg fandt ud af, at det at give god og effektiv terapi faldt mig naturligt og let: Jeg vidste at det var dét jeg ville leve af, at jeg ville opbygge et renommé der ville få mig mig til at nå langt. Jeg ville hjælpe mennesker. Ingen skulle leve som jeg selv havde gjort det i så mange år, med lavt selvværd, usunde relationer og med meget lidt livsglæde.

Terapien blev min identitet som jeg levede og åndede for 24/7 og jeg omgav mig med terapeuter i alle tænkelige formater. Både i den virkelige verden og på de sociale medier. I en vid udstrækning var jeg virkelig godt tilfreds med denne måde mit liv udviklede sig på.

Forskellen der gør en forskel

Sandheden er, at mange andre har fået nøjagtig samme åbenbaring som jeg, på den ene eller anden måde: Vi har haft det svært i en kortere eller længere periode i livet, vi er blevet hjulpet videre og ønsker nu at give hjælpen videre til andre.

Men hvordan ved du, hvem der er den rette til at hjælpe, når du står midt i noget svært?

Det mest almindelige -og desværre ret nedslående – svar er, at du skal “mærke efter”: Du skal tale med eller møde psykologen eller terapeuten eller hvem du nu ønsker at se. Og opdage om han eller hun reelt ser dig og det du kommer med? Taler i samme sprog? Er i på bølgelængde? Siger vedkommende noget du ikke allerede er ved, men som du et eller andet sted ved er sandt: Gør personen reelt en forskel for dig?

Når dømmekraften svigter

Det er virkelig svært at være opmærksom på alle disse ting når man står i en sårbar situation og skal finde den rette tl at hjælpe sig. Alene det at skulle stole på et andet menneske, for slet ikke at tale om hvor svært det faktisk kan være at stole på sin egen dømmekraft kan være enormt svært! Jeg taler her af egen erfaring.

Jeg selv er blevet mistroisk og agtpågivende overfor andre, netop fordi jeg flere gange har været i nær relation med mennesker som jeg med stor forsigtighed vil beskrive som mennesker med dys sociale personlighedsforstyrrelser.

De bekendtskaber har i høj grad påvirket min tillid til min egen mavefornemmelse og dømmekraft.

Missionen og vejen ændrede sig

Så hvordan fik jeg fortalt hele verden at jeg er fantastisk til at hjælpe når jorden brænder under fødderne på folk? Det gjorde jeg faktisk ikke!

Jeg prøvede virkelig. Jeg sagde mit job op, jeg arbejdede frivilligt for at lære mere, jeg tog kurser i sociale medier og jeg tilbød foredrag. Men jeg er ikke sælger; jeg er et helt almindeligt menneske der ønsker at gøre en forskel.

Pludselig var jeg fanget i en mission der slet ikke handlede om at guide mennesker ud af lavt selvværd og svære relationer. Min mission handlede pludselig om at tilfredsstille sociale mediers og søgemaskiners algoritmer.

Så jeg trak mig, og fandt en anden vej. En omvej, som i dag giver mig direkte adgang til at styrke menneskers selvværd, og give dem færdigheder der livet igennem vil gøre dem til glade, livsduelige individer.

Jeg gav slip på drømmen og greb livet

Det var benhårdt at prøve kræfter med det at blive selvstændig terapeut.

I al min frie tid tænkte jeg på opslag jeg burde lave. På hvor ofte jeg skulle vise mig på de sociale sider, på emner, temaer, vinkler, ordvalg, likes, manglende likes. Det blev ved, og det gjorde jeg også!

I 2½ år sad jeg hver evig eneste aften over min computer og kørte mig selv flad.

I mellemtiden var jeg blevet gift. Min mand heppede på mig, serverede the og snacks for mig og lod sig ikke mærke med, at hans hustru – der sad og skrev lange tekster om nærvær og ro, selvværd og sunde relationer – overhovedet ikke var til stede selv.

Og en aften smed jeg håndklædet i ringen og gav slip på drømmen. Derefter loggede jeg af de sociale medier. I  mange måneder.

Jeg var så træt og mæt af at tilpasse mig og søge andres opmærksomhed, at jeg simpelthen ikke kunne mere! Samtidig var det et kæmpe dilemma, fordi det at være terapeut ikke “bare” er et erhverv for mig – det er en del af min identitet.

Alt handler om relationer

I dag er situationen en anden. Jeg lever i en sund relation, har bearbejdet mine livskriser, lever efter mine værdier og er i generel ro i livet. Hvor jeg tidligere følte at hele min identitet var bundet op på mit ønske om at blive set som selvstændig terapeut, ved jeg nu at det at være terapeut kun er en del af min identitet.

Ved at give slip, og ændre denne side fra en salgshjemmeside til en Blog, har jeg frigjort plads til mine nærmeste relationer.

På en måde kan man sige, at jeg nu, endelig, lever efter min egen prædiken: Når vi mennesker går i terapi, handler det om relationer: Relationen til dem omkring os, og relationen til os selv. Om kærligheden og respekten for os selv, om at tilgive os selv, helbrede os og om at finde vores egen vej.

Og så handler det om relationen til dem, der var, dem, der er og dem, der kommer.

Men det allervigtigste er faktisk, at vi oplever os selv som en del af et fællesskab.

Fællesskabet trumfer alt

Lidt forsimplet kan man sige, at jeg selv, da jeg blev uddannet terapeut, oplevede større livsglæde i kraft af at jeg fik bearbejdet nogle ting. Men jeg oplevede også større livsglæde fordi jeg blev en del af et fællesskab på studiet. Uden at vide det, viede jeg mit liv til terapien, blandt andet for at forblive en del af det fællesskab.

Da jeg ikke kunne leve af at give terapi alene gav jeg slip på drømmen. Til gengæld frigjorde jeg plads til de sunde og virkelige relationer og til de fællesskaber jeg nu er en del af.

Fællesskaber, som er med til at gøre mig til det hele menneske jeg er i dag.