”Jeg sørger, jeg græder og jeg tager afsked” Sådan skrev jeg for lige knap 10 år siden, i 2016, tæt på min 40års fødselsdag. Jeg blev dengang, udelukkende pga. biologiske årsager tvunget til at tage mit liv og nogle af mine mål i livet til revision.
Min drøm om barn nummer to blev slukket fordi jeg havde givet mig en indre ”deadline”, og på samme tidspunkt slap jeg drømmen om at kunne være i et sundt forhold, mit hjerte var blevet flænset op, én gang for mange: ”Mine drømme er knust: De var store og smukke, men de er ikke gået i opfyldelse!
Når jeg nu ser tilbage, kan jeg godt set at jeg har levet i nuet, uden reelt at tage handling på den fremtid jeg ønskede: Jeg har ikke været bevidst om at der var forskel på drømme og mål så det er jo min egen skyld. Så hvad gør jeg nu: Jeg ser på mit liv og indser at jeg slet ikke er hvor jeg troede, ønskede, drømte om at jeg ville være, når jeg var halvvejs i livet?
Jeg er ikke lykkedes! Jeg er ikke lykkedes med at skabe mig et liv der indeholder de kvaliteter og værdier som jeg mener skal være der, for at jeg er lykkedes i livet.”
Senere i forløbet konkluderede jeg: ”Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at revidere min opfattelse af hvad der giver mit liv værdi. For selvom jeg er alene, selvom jeg kun har et enkelt barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, mit barn skal stadig have min kærlighed og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!”
Jeg begyndte at foretage mig ting jeg havde lyst til. Jeg begyndte at fotografere, opsøgte flere sociale aktiviteter og forsøgte at udvide mit netværk.
Men, det var ikke det der gjorde forskellen! Selvom intentionen var god, var det hele dybest set overfladiske aktiviteter som ingen betydning havde når min grundessens ikke var i orden. Og det var den ikke. For hvad betyder det at fotografere, møde mennesker, og modtage tilkendegivelser af at være dygtig, hvis man grundlæggende bare ved og føler i sig selv, at man ikke er god nok, og ikke er berettiget til at være her, lige meget hvad man gør, lige meget hvad man præsterer, lige meget hvad andre måtte mene?
Jeg var langt fra bevidst om disse (i virkeligheden meget basale) virkemidler. Jeg følte mig tom, men som så mange andre der har været omtrent samme sted i livet, troede jeg på min strategi: At det at blive god til nogle ting jeg kunne lide at lave, og blive anerkendt for mine evner, ville fylde mig med kærlighed og lykke.
Et stykke inde i denne proces hvor jeg granskede min hjerne efter gøremål der gjorde mig glad, kom jeg i tanke om at jeg aldrig havde interesseret mig for tal. Jeg havde i min ungdom drømt om at arbejde med mennesker. Som psykolog, eller med børn der havde det svært! Og nu arbejdede jeg, på knap tyvende år, i et bogholderi. Jeg var ude af stand til at føle glæde eller mening i min tilværelse.
Vendepunktet
Mit vendepunkt kom ikke som en stor åbenbaring. Venner og bekendte der lagde øre til mine oplevelser og store følelser, kom med mere eller mindre direkte hentydninger til, at jeg gentog mine mønstre og at jeg havde brug for hjælp. Men jeg tog ikke handling på noget, for det første fordi jeg faktiske ikke helt forstod hvad de mente, og for det andet: ”ingen forstår hvad det er jeg føler eller hvordan det er at være mig!”
Først efter laaaang tid, da jeg begyndte at kigge mig om efter folk som endnu ikke var trætte af at høre mine klagesange, og selv jeg var nået et punkt hvor jeg var træt af at høre på mig. Først dér, var der en der sagde det jeg kunne tåle at høre: ”Hvorfor tager du så ikke en coachuddannelse? Så kan du blive coach eller terapeut når du nu ikke blev psykolog!”
Mine ekspert-temaer
Tre dage senere tilmeldte jeg mig en uddannelse som jeg tog sideløbende med mit almindelige job. Det ville have været både hurtigere og billigere at have gået til terapi. Men jeg var ikke klar over hvor mange store temaer jeg havde at arbejde med. Temaer der:
- Gjorde mig ude af stand til at være i et sundt og ligeværdigt forhold.
- Gjorde mig ude af stand til at mærke mine egne grænser og dermed sige til eller fra.
- Gav mig en grundlæggende oplevelse af at være offer i livet.
- Gav mig en oplevelse af at være ensom og ikke blive forstået, af nogen som helst!
- Gav mig en oplevelse af, ikke at være værd at elske.
- Gav mig en opfattelse af at jeg ikke var god til noget og måtte tage til takke med hvad der bød sig.
Grundlæggende har jeg livet igennem været drevet af ønsket om at elske og blive elsket. Men der hvor jeg var i livet, da det hele ramlede om ørerne på mig, var jeg ikke i stand til hverken at give eller modtage kærlighed som en voksen kvinde på knap 40 år. Mange ting skulle pilles fra hinanden, repareres, heles, eller genopbygges fra bunden. Og jeg måtte lære at gøre alle disse ting i kærlighed til mit barn og i kærlighed til mig selv!
Så jeg gik i terapi. Og det ene tog det andet: Jeg bearbejdede min sorg, min evne til at være med nære relationer og have det godt, fik helet og styrket mit selvværd så jeg begyndte at elske og respektere mig selv. Jeg tog i det hele taget ansvaret for mit liv tilbage.
Min drivkraft
Så det er min personlige drivkraft: Jeg har selv kæmpet og selv taget styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Og det må jeg indrømme, det har det heller ikke været. Men det har været al arbejdet værd. Det skal der aldrig herske nogen tvivl om!
Vi står alle et sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os. Vi kan gøre det vi kender til og er trygge ved, eller vi kan gøre noget andet og få et nyt resultat, et bedre resultat, et resultat vi selv bestemmer.
Fordi jeg i dag ved hvad der er muligt, vil jeg til enhver tid anbefale dig der mistrives at flytte dig, og gøre noget andet. Hvis du ikke er parat, så tilgiv dig selv. Du er klar når du er klar!
Kærligst fra Malene