Hvor meget modstand kan du egentlig klare?
Er du selv i stand til at mærke, hvornår nok er nok?
For mange mennesker der står midt i en krise eller i en hård periode, kan det være svært at, se hvor belastet de faktisk er. Nogle ting i livet kommer snigende. Det vokser stille og roligt mens hverdagen fortsætter. Der skal stadig mad på bordet, børnene skal måske hentes og bringes og der er sjældent overskud til at mærke efter eller finde løsninger.
Man siger nogle gange, at man ikke kan se skoven for bare træer. Det er et billede der ofte beskriver mennesker der har været under pres længe, rigtig godt.
Jeg plejer at sige at når vi begynder at undgå bestemte situationer, oplevelser eller mennesker fordi det er for hårdt at være i, så er det værd at stoppe og være nysgerrig på, hvad der sker.
Når undgåelse bliver en løsning
Der findes mange former for belastninger i livet. De fleste belastninger sker gradvist og derfor kan tegnene på, at noget er ved at skride, være svære at få øje på i starten.
Det kan for eksempel være når du:
- Begynder at tænke i alternativer og omveje i stedet for at vælge den naturlige løsning
- Takker nej til noget, du egentlig gerne vil deltage i
- Undgår bestemte steder eller situationer, fordi kroppen reagerer med uro
- Mærker gamle svære følelser vækkes til live ved tanken om en kommende begivenhed
- Går på kompromis med dine egne grænser for at undgå konflikt?
- Ligger vågen om natten og prøver at får styr på tanker, følelser eller oplevelser, når du egentlig burde ligge og sove?
Mange af disse reaktioner kommer gradvist. Vi tilpasser os lidt efter lidt, og netop derfor kan det være svært at opdage, hvor meget vores liv begynder at ændre sig.
Det er helt naturligt og menneskeligt undgå det der føles ubehageligt. Sådan er vi indrettet. Hvis jeg kan gå uden om en vandpyt, og undgå at få våde sko, så gør jeg det også gerne. Men i livet er det ikke altid så enkelt.
Familielivet kan være et særligt sårbart sted
Det er én ting at undgå en vandpyt, det er noget andet, hvis undgåelsen begynder at begrænse dit liv.
Hvis du for eksempel offentlig transport, kan det få praktiske konsekvenser. Måske skal du låne en bil, tage cyklen eller bruge meget tid og energi på at komme fra A til B.
Hvad sker der når du ikke orker at deltage i familiesammenkomsten? Eller når relationer bliver så belastede, at nogen begynder at trække sig fra hinanden? Så er det ikke længere kun et praktisk problem. Så handler det også om relationer, savn, skyld, skam, ensomhed, sorg eller vrede.
Når vi ignorerer vores følelser
Der er knas i mange familier. Det er hverken mærkeligt eller sjældent. Familie er noget særligt, blandt andet fordi vi ikke selv har valgt den. Familier rummer ofte gamle mønstre, gamle roller og gamle følelser. Og i nogle familier lever idéen stadig om at man bare skal bide tænderne sammen og lade som ingenting. Men følelser der bliver ignoreret, forsvinder sjældent. Til gengæld vokser de ofte i stilhed og finder andre måder at komme til udtryk på.
- Nogle gange som uro
- Nogle gange som træthed
- Nogle gange som irritation, søvnbesvær eller en følelse af at være på konstant overarbejde, indeni.
Derfor kan et vigtigt spørgsmål være: Hvornår er det tid til at stoppe op og reagere?
Hvornår skal vi reagere?
Det spørgsmål kan være virkelig svært at stille sig selv. Mange af os er både gode og godt trænede i at forklare, bagatellisere og holde ud. Vi fortæller os selv at vi overdriver, at det ikke er så slemt. At andre har det værre. Vi skal bare lige gennem denne uge, denne måned, denne begivenhed. Men desværre bliver denne måde at klare sig gennem tingene på, også en måde at miste kontakten til sig selv, sin krops signaler, sine egne behov.
Så måske gør det en forskel hvis vi vender blikket en anden vej:
Hvad ville du råde en god ven til, hvis det var ham eller hende, det stod i samme situation? Ville du sige at de skulle tage sig sammen? At det nok gik over af sig selv? At sådan er livet bare?
Eller ville du sige at det lyder hårdt! At det er forståeligt at de reagerer. At de fortjener at tage sig selv alvorligt. Ofte er vi mere omsorgsfulde og realistiske, når vi ser på andres liv, end når vi ser på vores eget.
Måske handler det ikke altid om at have svarene med det samme. Men det kan handle om at turde tage sine egne signaler alvorligt.
- at stoppe op
- at mærke efter
- at anerkende, at noget er svært
- og at overveje, om du virkelig skal blive ved med at klare det hele, alene.
Overvej så, hvordan du selv ville reagere hvis en ven ringede og bad om din hjælp?
Hvad du har brug for!
Det er ikke et tegn på svaghed at du har brug for støtte. Det er et tegn på at du er menneske.
Forhåbentlig har dette blogindlæg sat nogle tanker i gang hos dig der kæmper alene. Hvis du ikke har nogen i din omkreds du kan tale med, skal du mærke efter, hvad du har allermest behov for. For det er jo også en mulighed at gå helt andre veje..
Hvad kan du selv gøre?
Der findes i dag mange måder at få støtte på. For nogle hjælper samtaler. For andre giver det bedre mening at arbejde mere kropsligt eller at finde ro gennem behandlingsformer der skaber afspænding og nærvær.
Det allervigtigste er at du lytter til dig selv og at du tager dig selv og din krops signaler alvorligt.