Det er i år 11 år siden min dengang 3.årige drengs far og jeg flyttede hvert til sit.
Jeg husker tydeligt perioder af de efterfølgende år som lange og dårlige on-going serie-kavalkader: Jeg tog ikke del i mit liv, jeg var handlingslammet og så ligesom bare på. Der var virkelig mange dårlige afsnit i mine tv-serier men desværre krævede det for mig, som for så mange andre en god potion overskud at skifte kanal, når følgetonerne først var sat i gang. Det føltes næste umuligt.
Dramaerne i mine serier var altid af samme karakter, som oftest noget med både hjerte og smerte og da jeg blot var seer, var jeg ude af stand til ændre på hverken det ene eller andet. Jeg kunne blot konstatere at det også i dag var en dårlig serie, som ingen ende ville tage: Livet var noget der skete for mig: Ansvaret var ikke mit!
Life just happens, til vi forstår hvor stor en indflydelse vi hver især faktisk har på vores liv.
Indflydelse på vores oplevelser, vores tanker, selv vores minder kan vi have indflydelse på. Og ja: Det kræver mod at handle på den indsigt. Det kræver mod at tage medansvar for at vi ikke er der hvor vi inderst inde ønsker at være. Mod og træning. Og ved du ikke hvor du skal starte og ende, så er du formentlig som de fleste, og som jeg selv var: Jeg kunne kun se at serierne var dårlige, ikke ændre på noget.
Det er okay at bede om hjælp – de fleste gør det, bare ikke alle lige højt
Der findes stadig mennesker der mener at skyld, skam og svaghed går væk hvis vi ikke taler om det. Og det tror jeg de har ret i: Det forsvinder fra overfladen og forplantes i vores gener, for at gå i arv, generation efter generation. Og ja! Det er bevist at det er det der sker! Så når jeg taler med forældre der ikke mener at de der den ulejlighed værd, så spørg jeg om det er deres børn ulejligheden værd, for skal en cirkel brydes kræver det handling: Det er aldrig for sent at skifte kanal!
Seneste kommentarer