Det hænder at jeg sidder i samtaler, i møder eller tager nogle konfrontationer, der er naturlige eller nødvendige i situationen. Jeg mener generelt at det er hyggeligt at deltage i diverse samtaler og få formidlet mit budskab! Men.. Ingen regler uden undtagelse!

Nogle gange har jeg fundet mig selv midt i en samtale, hvor jeg har taget mig i at tænke “gad vide hvilken planet han er vokset op på: Han forstår da intet og virker i øvrigt dybt uinteresseret i mig og det jeg har at byde ind med!”

Hvad mon sandsynligheden er for, at han tænker det samme om mig? Jeg tror, den er stor!

Et eksempel: I sidder overfor hinanden. I taler, du sidder lænet lidt frem. Begge arme hviler på bordet, hænderne er samlet. Den anden sidder tilbagelænet, spiser snacks, nipper af sin drik. Benene er let spredt: Kan du se det? Eller måske ligefrem mærke det? I matcher ikke hinanden!

Men det er heldigvis løsbart, og hvis blot den ene er lidt opmærksom, kan stemningen og samtalen hurtigt blive bedre. Selv hvis det er din teenager, du sidder overfor!

Det kræver blot lidt opmærksomhed fra dig
Det er i virkeligheden såre simpelt: Gør som den anden! Indtag stille og roligt den andens position, ager “spejl”: Sæt dig som den anden, drik når den anden drikker (diskret, uden “skål” og klir), tal lidt hurtigere hvis den anden taler hurtigt osv., osv..

Den anden vil uden at vide hvorfor, føle sig mødt og dermed bedre, endsige godt, tilpas.

Til sidst, til dig der er lidt skeptisk: Prøv at læg mærke til mennesker der er fordybet i en samtale. Bemærk deres kropsholdninger og måske deres kropssprog og vær ikke bange for at springe ud i det selv: Det vil forblive vores hemmelighed og du er mere end velkommen til at skrive tilbage nedenfor om dine erfaringer med dine bedste  møder.

Jeg vil glæde mig til at høre fra dig.